Wednesday 28 December 2016

Nyfortolkning af et klassisk tæppe


Jeg har hæklet et tæppe, som min oldemor også kunne have lavet. Jeg har dog brugt nogle lidt andre farver, end jeg tror, min oldemor ville have valgt. Tæppet er til en veninde, og hun synes, farverne leder tankerne hen på is om sommeren: hindbærsorbet, pistacie og straciatella.



Jeg har hæklet i alt 19 trefarvede stjerne-sekskanter efter en opskrift fra Håndarbejde let at lave - hækling af Aase Westphal fra 1981. (Skriv gerne til mig for opskriften). Jeg har brugt ret tykt uldgarn og hæklenål 6.

Derefter har jeg syet dem sammen med tydelige sting i den farve, der også er midten af hver sekskant, for at de kunne fremhæve sekskantstrukturen. Jeg startede med at udvælge den sekskant, der skulle være midten, og syede så to ringe af sekskanter udenom. Derefter hæklede jeg en omg fastmasker hele vejen rundt om tæppet og så en omg picot-buer for at give tæppet en ramme.


Jeg elsker denne form for tæpper. Jeg har lavet et par stykker før. Det er stort arbejde, men der er så rige muligheder for at præge det selv. Jeg finder en opskrift på hæklede sekskanter eller kvadrater, jeg godt kan lide, garn i farver, jeg godt kan lide, og hækler så x antal sekskanter/kvadrater. Herefter hækler eller syr jeg dem sammen, alt efter hvad jeg synes, der ser bedst ud, og giver hele tæppet en fin kant. Det tager nok et par film at hæfte alle enderne bagpå, men det er hele arbejdet værd. Det er bestemt ikke mit sidste hæklede tæppe.

No comments:

Post a Comment