Sunday 17 July 2016

Slips til kæresten - vol. 1

Så er jeg tilbage på bloggen efter lang tids radiotavshed. Nu er der gået lidt sommerro i den, og jeg har fået tid til at blogge igen.

Da min kæreste også gerne vil have glæde af mine strikkerier, har jeg forsøgt mig med slips til ham. Det er også et projekt, der udvikler sig over tid og skal finpudses, efterhånden som slipsene ryger af pinden og bliver brugt.

Jeg fandt denne opskrift til det første slips , som jeg fulgte nogenlunde. Dog startede jeg med 1 cm rib forneden og har justeret længden væsentligt. Især bagstykket er blevet noget kortere. Jeg brugte Hjertegarns Cotton Silk i sort og strikkede slipset på pind 4. Princippet er enkelt:
Slå 12 m op, strik forstykket i perlestrik (på r-siden: 1 r, 1 vr, på vr-siden 1 vr, 1 r) så langt, som du ønsker.
Tag ind til 10 masker, strik halsstykket.
Tag yderligere ind til 8 masker, og strik bagstykket i ønsket længde. Luk af.



Kæresten ønskede sig imidlertid et tyndere slips og forelskede sig i noget uldgarn, jeg havde liggende. Jeg strikkede efter princippet ovenfor et til slips, denne gang på pind 2½ og i Drops Fabel i brun. 



Det har vist sig, at slipset giver sig temmelig meget. Hver gang kæresten bruger slipset og således binder en slipseknude, bliver det væsentligt længere. Forstykket kommer desuden nemt til at se skævt ud og hænge og slaske. I samarbejde med kæresten arbejdes der på en udgave, hvor forstykket er dobbelt. Lige nu er planen at strikke det rundt. Jeg kan ikke helt gennemskue, hvordan jeg så får en fin overgang til halsstykket, for det vil jeg gerne strikke i enkelt lag. Ellers bliver slipset for varmt at have på. Men det må jeg arbejde på.