Thursday 20 April 2017

Vest og kjole - en opskrift med variationer


Jeg har atter en gang haft fat i bogen "Blød begyndelse" af May B. Langhelle. Der er mange gode opskrifter i. De er ret enkle, og det får mig til at videreudvikle dem selv. Her er det en grundopskrift, der både kan strikkes som vest og som kjole. Jeg har strikket en af hver.

Ud over at være fra bogen Blød begyndelse har kjolen og vesten det til fælles, at de er strikket af garnrester. Jeg har hen over vinteren hjulpet både min mor og min mormor med at rydde op i deres garn, og så fik jeg forskelligt med hjem, de alligevel ikke skulle bruge! Det er som at holde jul flere gange!!! Alt muligt lækkert garn. Det øger min strikkeglæde og får mig til at drømme om nye projekter.


Vesten startede jeg med. Der er brugt forskellige rester strømpegarn til den. Jeg ville gerne øve mig i at strkke med flere garver ad gangen, hvilket førte til en bul med meget mønster. Og da jeg var færdig med vesten, måtte jeg strikke kjolevarianten: 


Man strikker oppefra og ned, og til kjolen tages så nogle masker ud på første omgang af bulen. Desuden strikkes kjolen så en 10-15 cm længere. Læggene forneden er min egen ide. Jeg syntes, de ville pynte mægtig fint.

Og hvem skal så have denne kjole og vest? Det er faktisk ikke planlagt endnu. Jeg har heldigvis to veninder, der er gravide, og den ene venter en pige. Måske får hun noget af det. Et barselsgavelager er nu heller ikke af vejen - det skal nok blive tømt med tiden.