Thursday 26 January 2017

Ammeundertrøje med sommerfuglemønster

Jeg strikker forholdsvis meget babytøj, fordi det er den bedste gave, jeg kan finde på at give til vordende forældre i min omgangskreds. Det er personligt, varmt og forhåbentligt brugbart. Min veninde, som nedkom for ca. to måneder siden, fik dog også en mor-gave i stedet, nemlig en ammeundertrøje.

Opskriften er inspireret af undertrøjen i Blød begyndelse af May B Langhelle. Men jeg har ikke strikket rib, i stedet sommerfuglemønster på bund af glatstrik. Desuden har jeg strikket den højere i ryggen bagpå, da jeg godt selv kan lide, at rygstykket går op til nakken. Jeg har ikke strikket stropperne på forstykket. I stedet har jeg strikket stropperne lange på bagstykket, så de kan nå hele vejen over skulderen, og med et knaphul i hver strop, Foran har jeg syet knapper i, så stropperne let kan knappes af. Det burde gøre undertrøjen god at amme i. 


Jeg har strikket den i Drops Alpaca Silk og brugt ca. 150 g til str. M/L. Hvis du vil have opskriften, må du endelig skrive til mig (mongolianjohanne@gmail.com). En god gave til en nybagt mor!